Nyhedsbrev april 2021
Klimavej og generalforsamling

Ifølge foreningens vedtægter § 6 afholdes den årlige ordinære generalforsamling i perioden marts- april. Dette kan, ligesom sidste år, ikke lade sig gøre på grund af corona-pandemiens aktuelle forsamlingsforbud. 

Bestyrelsen har derfor besluttet at udsende dette nyhedsbrev som en form for beretning  samt foreningens revisorgodkendte regnskab for 2020 og budget 2021 til orientering. Det bemærkes, at regnskabet samt budgettet først er foreningsgodkendt, når generalforsamlingen har truffet beslutning herom.

2020 - Klimavej og Corona

Vi indledte året med et informationsmøde omkring klimavejsprojektet i februar sammen med G/F Odin. Dette var velbesøgt og HOFOR præsenterede principperne for projektet: Eksempler på bede, beplantning m.m. Generelt var stemningen for projektet positiv blandt de fremmødte.

I marts kom så corona, og det medførte at forårets generalforsamling blev udskudt.

I august var HOFOR så klar med et foreløbigt skitseprojekt. Den fortsatte pandemi og de deraf følgende restriktioner gjorde, at vi afholdt et info møde i hold sammen med HOFOR og G/F Odin.

Her blev klimavejsprojektet præsenteret med bed placering m.m. på vores veje. Vi kunne dog forstå på HOFOR at det ikke var “den endelige udgave”, og på råd fra HOFOR, tog vi det ikke med som afstemmingspunkt på generalforsamlingen i september.

Den længe ventede generalforsamling den 21. september bød ikke på noget stort fremmøde, men på en intens debat om klimavejsprojektet: Primært det store antal bede, og dermed forsvundne parkeringspladser. Desuden også en bekymring om beplantningens udseende. Det  var den generelle holdning, at klimavejsbedene i vores naboområder ser noget triste ud.

Klimavejsstatus her i 2021:

Efter generalforsamlingen den 21. september 2020 afholdt bestyrelsen den 30. oktober 2020 møde med HOFOR, der her gav udtryk for følgende:

En fornyet teknisk gennemgang af området ville ikke resultere i en væsentlig reduktion i antallet af bede, maksimalt to bede for hele området Hejmdal/Odin. 60% af de lovlige parkeringspladser forsvinder derfor ved en gennemførelse af HOFORs projekt.

Der kan heller ikke etableres bede på vejenes hjørner samt inden for 10 meter zonen, da svingbanerne i givet fald vil blive for små for store køretøjer, f.eks. skraldebiler og lastbiler.

HOFOR vil anlægge større faskiner under bedene på vejstykkerne op mod Sundbyvang/Urtehaven for at afbøde vandtilstrømningen fra nævnte områder.

HOFOR lover nu rød granit-kant på bedene.

HOFOR gentog, at klimavejene ikke kan håndtere et skybrud (er ikke skybrudsveje) men håndtere kraftig regn svarende til en 10 års hændelse.

HOFOR arbejder med et nyt og pænere koncept for beplantning i bedene, men kan endnu ikke udpege referencer. Vedligehold af bedene er HOFORs ansvar både med hensyn til hydraulisk funktion samt beplantning.

De to største kritikpunkter på vores generalforsamling var efter bestyrelsens opfattelse de stærkt reducerede parkeringsmuligheder samt den uskønne beplantning af bedene.


Beslutning om klimaveje, Ja eller Nej

Det er grundejerne i Hejmdal, der skal træffe beslutningen om Ja eller Nej til klimaveje.

På mødet med HOFOR den 30. oktober gav HOFOR udtryk for, at det ikke hastede med en endelig beslutning fra Hejmdals side. 

Ifølge vores vedtægter kan beslutningen om klimaveje vedtages med simpelt flertal, da vi ikke skal betale eller garantere for noget. Bestyrelsen håber derfor på et meget stort fremmøde af vores 92 medlemmer på den kommende generalforsamling. Det vil være helt fatalt, hvis f.eks. kun 25 medlemmer møder op på generalforsamlingen for at træffe denne væsentlige beslutning, der vil have konsekvenser mange år frem.

Det vil ligeledes være meget ønskeligt, at afgørelsen bliver så klar som muligt, uanset hvad flertallet måtte beslutte. Et beskedent flertal for den ene eller anden beslutning på dette vigtige område er på ingen måde ønskeligt.

Generalforsamling 2021

Vi har reserveret menighedshuset til den ordinære generalforsamling d. 30. august, hvor vi forventer at kunne afholde denne uden alvorlige corona-restriktioner.

Regnskab for 2020

Det vedlagte regnskab afspejler den lave aktivitet i 2020. Det bemærkes, at foreningens egenkapital nu har passeret 3 mio. kr., der som bekendt skal anvendes til den kommende renovering af vores veje.

Kontingentrestancer ved årsskiftet er efterfølgende blevet betalt.

Kontingentopkrævning for 1. halvår 2021 udsendes som vanligt her i maj.


På bestyrelsens vegne
Hans Henrik Gabelgaard
Formand
G/F Hejmdal
Nyhedsbrev december 2020
Klimaveje