Påbud om vejrenovering
December 2015

Københavns Kommunes forvarsel om påbud vedrørende samlet vedligeholdelse i 2016 af Funkiavej fra Oxford Allé til Irlandsvej, Pæonvej og Lotusvej fra Funkiavej til ”blind ende” samt Kaktusvej fra nr. 53/54 til ”blind ende”.

 

Københavns kommune har her i november udsendt et skriftligt forvarsel om pålæg om vejrenovering til grundejerne langs ovennævnte veje. Dette er sket efter, at kommunen har besigtiget vejene i grundejerforeningens område.

Kommunen oplyser, at den har til hensigt at udstede et påbud om en samlet vedligeholdelse af de pågældende veje i 2016, og at grundejerne langs de pågældende veje er forpligtet til at vedligeholde vejene, gennemføre en vedligeholdelse samt at betale for den gennemførte vedligeholdelse.

Kommunen henviser i denne forbindelse til Lov om private fællesveje (vedlagt kommunens skrivelse). Loven er meget klar og understøtter fuldt ud kommunens fremgangsmåde.

Alle vejene i Hejmdals område er private fællesveje, hvilket bl.a. betyder, at den enkelte grundejer er forpligtet til at vedligeholde vejen ud for grundejerens ejendom samt betale for denne vedligeholdelse.

I Grundejerforeningen Hejmdal er vedligeholdelsen af vejene et fælles anliggende for grundejerforeningens medlemmer. Dette er konsekvensen af et tinglyst medlemskab af foreningen for hver eneste grundejer. Således er de senere års renovering af Pæonvej, Lotusvej, Funkiavej Øst og senest Kentiavej betalt med foreningens penge, dvs. den fælles kasse. Vores metode har været: Vi sparer op via kontingentet, og når vi har pengene i kassen, så renoverer vi. Det betyder, at alle foreningens grundejere betaler til vejrenoveringen, uanset hvilken vej der er tale om, og uanset om der er tale om et påbud (Funkiavej Øst) eller renovering på foreningens eget initiativ. Og så renoverer vi først, når vi har pengene hertil. Vi skal ikke ud at låne, for det vil typisk kræve sikkerhed hos grundejerne.

Hejmdals bestyrelse har drøftet situationen. Situationen er ganske alvorlig, da kommunens påbud kan udløse udgifter i million-klassen.

Bestyrelsen ønsker at fortsætte foreningens hidtidige praksis. Imidlertid har vi ikke penge til vejrenovering i 2016 og slet ikke i det omfang, kommunen nu forvarsler. En gennemførelse af kommunens påbud vil i nogle år indebære en særdeles markant stigning i det nuværende kontingent på 3.400 kr./år. Bestyrelsen vil derfor søge dialog med Københavns kommune om en anden ordning, også fordi kommunen netop nu anbefaler etablering af klimaveje i området.

Grundejerne skal derfor ikke gøre noget indtil videre.

Grundejerforeningens bestyrelse er sammen med naboforeningen Odin i dialog med kommunen, HOFOR samt entreprenører om en eventuel etablering af klimaveje i Hejmdal og Odin, jf. særskilt information herom.

Der er således flere meget væsentlige ting oppe nu, hvilket gør, at Hejmdals bestyrelse senere vil indkalde grundejerne til møde i januar 2016 for der nærmere at orientere om situationen både mht. det helt centrale spørgsmål om vejvedligeholdelsen men også klimaveje, samt høre grundejernes mening herom.

Bestyrelsen opfordrer grundejerne til løbende at holde sig orienteret på foreningens hjemmeside, www.gf-hejmdal.dk.

 

Med venlig hilsen

Bestyrelsen for Grundejerforeningen Hejmdal

Informationsmøde vedr. klimavej og påbud