Nyhedsbrev  juni 2020

Generalforsamling og klimavej

Aflyst ordinær generalforsamling

Som bekendt blev den ordinære generalforsamling den 16. marts aflyst grundet Corona-krisen. Bestyrelsen planlægger nu generalforsamlingen afholdt mandag den 21. september kl. 19.30 i Menighedshuset (vi håber restriktionerne vedrørende forsamling er ophørt). Et centralt punkt på generalforsamlingen forventes at være Foreningens endelige beslutning vedrørende etablering af klimaveje i vores område.

Aflysningen af den ordinære generalforsamling i marts og de fortsatte møderestriktioner i de følgende måneder har medført, at den i marts siddende bestyrelse har fortsat sit arbejde, uanset at næsten alle bestyrelsesmedlemmer var på valg, jf. det udsendte generalforsamlingsmateriale dateret 26. februar 2020.

Bestyrelsen har samtidig besluttet at disponere i henhold til det allerede fremsendte budget dateret 7. februar 2020. Det gælder primært det løbende vejvedligehold, der typisk foregår i sommerhalvåret. Dette arbejde er nødvendigt af trafiksikkerhedsmæssige årsager, samt fordi Københavns Kommunes øjne som bekendt hviler på os vedrørende vejvedligehold.
Men også kontingentet, som er uændret, er blevet opkrævet. Og betalt af langt de fleste. Tak for det.

Klimaveje

Hejmdal og Odin har nu fået en orientering fra HOFOR om klimavejsprojektet. Det fremsendte materiale består foruden af en generel orientering fra HOFORs projektleder Malene Almind af informationspjecen ”Klimasikring med grønne veje” og et spørgsmål-svar skema om emnet. Materialet ligger på Hejmdals hjemmeside www.gf-hejmdal.dk.

Opmærksomheden henledes på, at der bliver afholdt stormøde om projektet mandag den 31. august kl. 19.30 i Menighedshuset. På mødet, der er fælles for Hejmdal og Odin, vil HOFOR præsentere projektforslaget for klimavejene (vi håber, at forsamlingsforbuddet er ophævet).

Efter mødet afholder HOFOR et ”åbent skurvogns arrangement” hvor yderligere information kan opnås. Helt konkret betyder det, at der sættes en skurvogn op på en af vejene. Her kan man få en uformel snak om projektet, se projekttegningerne og se en 1:1 model af et vejbed. Skurvognen vil stå på vejen et par dage, og her vil HOFOR være til rådighed for en snak om projektet. Endelig optegnes de planlagte bede i området mv. 

Bestyrelsen opfordrer alle medlemmer af Hejmdal til at deltage i stormødet samt besøge skurvognsarrangementet mv. Det er nu beslutningen om klimaveje skal tages, jf. vores generalforsamling den 21. september (se ovenfor)

Skader på fortove og hjørner i forbindelse med byggeri

Der har i den forløbne periode været noget byggeri i foreningen. I de pågældende tilfælde kan det med glæde konstateres, at bygherren har været opmærksom på de indtrådte skader, og har fået disse udbedret.

Bestyrelsen henleder i denne sammenhæng fortsat opmærksomheden på foreningens Ordensreglement, hvoraf det fremgår, at ”Såfremt private bygge- eller flytteforretninger beskadiger vejen, fortovet, fliser mv., skal skaderne udbedres og dækkes økonomisk af den pågældende grundejer. Foreningen dækker således ikke de hermed forbundne omkostninger”. 

Store lastbiler på små veje

Vi har i foråret 2020 i stigende grad været præget af den kendsgerning, at lastbilerne bliver stadig større uanset den mængde gods, der skal afleveres. Vores veje derimod har den størrelse de har. Dette kombineret med visse chaufførers manglende opmærksomhed på fortove og hjørner medfører skader. Takket være nogle bestyrelsesmedlemmers mulighed for at være ”on the spot” samt en vis robusthed i dialogen med chaufførerne har givet mulighed for at få dækket nogle tilfælde af skader på fortove og hjørner, men ikke alle. Bestyrelsen overvejer derfor mulighederne for at kunne begrænse kørslen af særlig store lastbiler med anhænger.

Støj

Det har været dejligt vejr i den seneste tid, og mange bruger helt naturligt deres haver til bl.a. sociale formål. Det er godt naboskab at tage hensyn til sine omgivelser. Støj, f.eks. i form af musik, skal begrænses og i givet fald ske under størst mulig hensyntagen til de omkringboende. 

Endelig ønskes alle medlemmer af Hejmdal en god sommer.

Hans Henrik Gabelgaard
Formand
G/F Hejmdal

Related documents