Til beboerne på Kaktusvej

Som bekendt har beboerne på Kaktusvej (Hejmdals område) modtaget et brev fra Københavns Kommune benævnt ”Kaktusvej skal istandsættes snarest muligt”, dateret 10. maj 2019.

Grundejerforeningen har den 23. maj indgået en mundtlig aftale med kommunens Teknik- og Miljøforvaltning, Inge Elvekjær, om vedligeholdelsen af Kaktusvej.

Grundejerne på Kaktusvej skal derfor ikke gøre noget i relation til kommunen.

Ethvert spørgsmål vedrørende vejen skal rettes til G/F Hejmdals bestyrelse, bestyrelsen@gf-hejmdal.dk

Da bestyrelsen blev gjort opmærksom på kommunens henvendelse til beboerne på Kaktusvej, tog vi kontakt til kommunen og orienterede forvaltningen om den kommende etablering af klimaveje samt vores planer for en gennemgribende renovering af vores veje umiddelbart efter anlægget af klimavejene. På den baggrund blev det aftalt at gennemføre en vejgennemgang med kommunen. Den blev gennemført torsdag den 23. maj.

Inden da – og uden forbindelse til kommunens skrivelse – er vejene, herunder Kaktusvej blevet løbende vedligeholdt som besluttet på generalforsamlingen. De største huller var derfor repareret inden vejgennemgangen.

Selve vejgennemgangen forløb positivt. De største huller var som nævnt netop blevet udbedret, og vi kan nøjes med mindre reparationer det kommende år. Men det forudsætter, at kommende skader udbedres hurtigt. Dette er aftalen med kommunen. Kommunen var ligeledes tilfreds med vores generelle vedligeholdelsesplan.

Bestyrelsen skal derfor anmode om, at grundejerne – så snart der konstateres skader på vejen – kontakter bestyrelsen, bestyrelsen@gf-hejmdal.dk. Så vil bestyrelsen sørge for, at skaden udbedres.

Samtidig vil bestyrelsen også anmode om, at grundejerne passer godt på vores veje. De skal holde i mange år og til lavest mulige vedligeholdelses-omkostninger.

Grundejernes penge skal bruges på den kommende totalrenovering af vejene, så kvaliteten i hele området bliver som Funkiavej Øst og Kentiavej.


Med venlig hilsen


Hans Henrik Gabelgaard

G/F Hejmdal, Formand

Related documents