Vedtægter for Grundejerforeningen Hejmdal

Disse vedtægter er vedtaget på grundejerforeningen Hejmdals ekstraordinære generalforsamling den 8. april 2019 og afløser de pr. 30. marts 1927 med tilhørende ændringer 8. april 1957, 21. april 1977 og 3. april 2002 vedtagne ændringer.

Indledning

Grundejerforeningen HEJMDAL blev stiftet i 1927. Foreningen omfatter matr. nr. 178-208 og 212-272 samt 1967 og 2331 af Sundbyvester og de fra dem udstykkede parceller. Foreningen dækker det på omstående kort afmærkede areal.

Ud over de på hvert enkelt skøde hvilende servitutter er følgende fællesdeklaration tinglyst:

Deklaration af 30. maj 1921.

Undertegnede ejere af matr. nr. 178-272 inklusiv, samt matr. nr. 1002 af Sundbyvester under København, pålægger herved de nævnte parceller, hvori de måtte blive delt, de nedennævnte servitutter i overensstemmelse med magistratens byggeservitut III.

  1. På ejendommen må kun opføres en beboelsesbygning med højst 2 til beboelse indrettede etager (beboelseslag) foruden enkelte kvistværelser, der dog ikke må være indrettede til selvstændig beboelse. Hver etage (beboelseslag) må kun tjene til bolig for en enkel familie. Kælderen må ikke indrettes til beboelse. Mindre udhuse til beboernes behov må opføres på grunden.

  2. Kun 1/3 af grunden må bebygges.

  3. Bygningerne skal holdes mindst 9,515 m fra tilstødende vejes midterlinier. Til én side må en bygning sammenbygges med bygningen på nabogrunden, men skal på de andre sider, og hvis retten til sammenbygning ikke benyttes, på alle sider holdes så langt fra nabogrunden, at vinduer kan anbringes derimod.

  4. Arealet mellem vej og bygning skal for så vidt det ikke danner adgang til bygningen anlægges og vedligeholdes som have og indhegnes med et net (pænt) hegn såvel mod vej som mod nabogrund.

  5. Grunden må ikke benyttes til handel, fabrik, værksted eller anden indretning, der forårsager larm eller ilde lugt, frembyder ubehageligt skue eller på anden måde efter magistratens skøn er til ulempe for de omboende.

  6. En situationsplan, der viser grundens benyttelse samt tegning af under punkt 4 omtalte indhegning må forelægges magistraten til approbation.

  7. Påtaleret for overtrædelse af disse bestemmelser har magistraten.

  8. Opståede spørgsmål om forståelsen af ovenstående bestemmelser afgøres af den samlede magistrat, der desuden i påkommende tilfælde kan indrømme enkelte mindre betydende lempelser i disse.


§1. Navn og hjemsted

Foreningens navn er ”Hejmdal”, dens adresse er formandens adresse og hjemstedet Københavns kommune under Københavns ret, der er foreningens værneting.

§2. Formål

Foreningens formål er at virke for et godt sammenhold mellem medlemmerne og i øvrigt varetage medlemmernes interesser. Dette skal ske i overensstemmelse med deklarationer tinglyst 30. maj 1921, foreningens vedtægter og generalforsamlingens bestemmelse.

Foreningens bestyrelse er berettiget til at udfærdige et ordensreglement. Ordensreglementet, der skal vedtages af en generalforsamling med 2/3 flertal, træder i kraft fra det tidspunkt, det er udsendt til medlemmerne.

Foreningen kan være medlem af områdesammenslutninger eller en landsdækkende sammenslutning af grundejerforeninger.

§3. Medlemmer

Foreningens medlemmer er og skal være de til enhver tid værende ejere af grundene matr. nr. 178-208 og 212-272 samt 1967 og 2331 af Sundbyvester og de fra dem udstykkede parceller.

Alle foreningens medlemmer er pligtige til at efterkomme bestemmelserne i disse vedtægter samt de på generalforsamlingerne vedtagne beslutninger, og er i den henseende også ansvarlig over for foreningen for husstandens medlemmer samt for brugerne af medlemmernes respektive ejendomme

Alle de under ovenstående omfattede personer er pligtige at overholde foreningens til enhver tid gældende Ordensregler.

Når et medlem overdrager sin grund eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er han fra overtagelsesdatoen ophørt at være foreningens medlem og kan intet krav rette mod dennes formue.

Den nye ejer indtræder i den tidligeres ejers rettigheder og forpligtelser over for foreningen, idet tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer over for foreningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne.

Ved ejerskifte er sælger og køber pligtig inden 3 måneder fra overtagelsesdatoen at anmelde ejerskiftet til foreningen. Såvel sælger som køber hæfter for eventuelle restancer.

Medlemskab er først effektivt, når kontingent og indskud er noteret og kan dokumenteres betalt.

§4. Hæftelse

Foreningens til enhver tid værende medlemmer hæfter ikke for foreningens forpligtelser i forhold til tredjemand.

§5. Kontingent

Hvert medlem betaler for hver grund, han ejer, et løbende kontingent til dækning af:

  1. Vejenes vedligeholdelse

  2. Vedtagne aktiviteter

  3. Foreningens administration

Det løbende kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling og kan ændres ved almindelig stemmeflerhed.

På den ordinære generalforsamling fastsættes ligeledes ved almindeligt flertal antal rater og forfaldsdato for kontingentopkrævningen, omfang og vilkår vedrørende rykkergebyrer, restancegebyrer, indskud ved ejerskifte og lignende.

§6. Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i perioden 1. marts til 30. april i København. Den indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel ved skriftlig eller elektronisk meddelelse til hvert enkelt medlem under den i medlemsfortegnelsen anførte adresse.

Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen.

Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal i skriftlig eller elektronisk form være bestyrelsen i hænde senest den 15. februar.

Sager, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandling og stemmeafgivelsen, for så vidt han ikke måtte finde anledning til at henvise spørgsmålet til generalforsamlingens afgørelse. På enhver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:

  1. Valg af dirigent

  2. Bestyrelsens beretning om det forløbne år

  3. Aflæggelse af regnskab underskrevet af revisor(erne)

  4. Indkomne forslag fra bestyrelse og medlemmer

  5. Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent og gebyrer

  6. Valg af formand

  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant(er)

  8. Valg af revisor(er) og suppleant

  9. Eventuelt

Under eventuelt kan der af et flertal fremsættes opfordringer til bestyrelsen, men ikke forslag under afstemning.

Senest 3 uger efter ordinær eller ekstraordinær generalforsamling udsendes skriftligt eller elektronisk referat til samtlige medlemmer.

§7. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære. Den afholdes så ofte, som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter mindst 1/4 af foreningens medlemmer, der ikke er i restance til foreningen, til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring herom. Begæringen skal angive dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling. Når en sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal ekstraordinær generalforsamling afholdes inden 6 uger.

§8. Afstemning

Hvert medlem har to stemmer for hver grund. I tilfælde, hvor der på samme grund er flere skødehavere, må disse selv fordele de to stemmer.

Afstemningen sker ved håndsoprækning, med mindre generalforsamlingen eller dirigenten finder, at en skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig.

Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end én fuldmagt.

Beslutninger på generalforsamlingen træffes normalt ved simpelt flertal. Står stemmerne lige forkastes forslaget.

Beslutninger der går ud på forandringer af foreningens vedtægter, foreningens opløsning, tinglysning af fællesdeklarationer, ændringer af Ordensreglementet, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side og optagelse af lån, kræver dog, at mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

Er det fornødne antal stemmeberettigede ikke mødt, udgår sagen af dagsordenen, og ekstraordinær generalforsamling indkaldes senest en måned efter, hvor kun det udgåede forslag kan behandles. En sådan generalforsamling afgør sagen uanset det mødte antal medlemmer. For vedtagelse kræves dog at mindst 2/3 af de mødte medlemmer stemmer for forslaget.

Generalforsamlingen er berettiget til med 2/3´s majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer at træffe beslutning om, at foreningen sluttes sammen med en anden grundejerforening.

Bestemmelsen i §4 om, at medlemmerne ikke hæfter solidarisk over for tredjemand kan kun ændres ved enstemmighed hos samtlige medlemmer.

§9. Bestyrelse

Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed og varetager dens formål og interesser.

Bestyrelsen består af fem medlemmer, formand, kasserer og tre medlemmer samt op til fire suppleanter. Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for to år ad gangen. Suppleanter deltager på lige fod i bestyrelsesarbejdet, dog uden stemmeret på bestyrelsesmødet.

Der afholdes møde så ofte formanden eller to medlemmer finder det nødvendigt. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre medlemmer er til stede. Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Formanden og kassereren varetager det daglige arbejde efter bestyrelsens beslutninger mellem generalforsamlingerne.

Når der på en generalforsamling er truffet gyldig beslutning om bevilling af midler ud over det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning, jf. herunder §§ 10 og 11.

Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra tre på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må, hvis blot èt medlem af bestyrelsen kræver det, udgå af bestyrelsen, og en suppleant indtræder da i hans/hendes sted.

Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanten er tiltrådt, bliver mindre end tre, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

Bestyrelsen modtager en godtgørelse, der fastsættes af generalforsamlingen og fordeles af bestyrelsen.

§10. Tegningsregel

Bestyrelsen repræsenterer i enhver henseende foreningen udadtil, såvel over for offentlige myndigheder som private. Bestyrelsen råder over foreningens midler i overensstemmelse med disse vedtægter og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

Formanden eller kassereren eller den samlede bestyrelse tegner foreningen.

Formanden og kassereren må hver især hæve foreningens midler inden for en maksimal beløbsgrænse på 100.000 kr. pr. transaktion.

Udgør en transaktion et beløb på 100.000 kr. eller mere, tegner formanden og kassereren sammen foreningen.

Kassereren eller formanden modtager foreningens indtægter og underskriver alle kvitteringer.

Kassereren er ansvarlig for foreningens regnskab og medlemskartotek.

§11. Regnskab

Af foreningens regnskab, der følger kalenderåret, skal en ekstrakt med revisorpåtegning udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelsen til generalforsamling.

§12. Revision

De af generalforsamlingen valgte revisor(er) kontrollerer regnskabets rigtighed og påser, at bestyrelsen har administreret i overensstemmelse med vedtægterne og generalforsamlingens beslutninger.

Revisor(er) vælges for en periode af to år. Revisorsuppleant vælges for et år ad gangen.

Revisor(erne) har ret til, med dags varsel at efterse regnskabet og kontrollere kassebeholdningen og bankbogen.

§13. Fællesaktiviteter

Bestyrelsen kan, på basis af egne og evt. indkomne forslag fra medlemmerne, igangsætte aktiviteter til gavn og glæde for medlemmerne og disses børn. Hel eller delvis finansiering af sådanne aktiviteter afgøres af bestyrelsen og skal ske:

  1. Fra midler indkommet som overskud ved tidligere aktiviteter,

  2. Fra midler indkommet som frivillige bidrag,

  3. Inden for rammerne af et på generalforsamlingen vedtaget beløb

§14. Opløsning

Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller 3/4 af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter disse vedtægters afstemningsregler, jf. §8. Forslaget skal indeholde bestemmelse om anvendelse af foreningens formue. Foreningen kan dog ikke opløses uden samtykke fra den påtaleberettigede i henhold til deklarationen lyst 30. maj 1921.

§15. Forskellige bestemmelser

Forekommer der spørgsmål, hvorom disse vedtægter intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig til efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.


Related documents